Alternative content

Sukhee havde skaffet en følgebil med chauffør, som vil køre med os til den kinesiske grænse. Karen Elise havde købt ind, og snart var vi ude af byen. Kæmpestore øde landskaber åbnede sig for os. Vi så få mennesker og mange dyr: Græshopper, heste, køer, får, geder og kameler. Vi slog lejr på en slette mellem lave bakker og dramatiske skyer. På jorden lå interessante stenarter, månesten måske?  Afrejsen blev fejret med spaghetti og russisk champagne, inden vi krøb i læ for den isnende vind.

Nina

Elbil-teamet bestående af  Morten og (Den anden) Nina, Claus, Karen Elise, Hjalte, og mig, samles ved morgenbordet. Vi har nogle ærinder vi skal nå at ordne inden vi kører videre i morgen. Det hurtigste er  at tage til centrum med taxi eller bus.  Hjalte og jeg får vekslet penge, set kæmpedinosaurerne på det naturhistoriske museum, og sendt et brev. Sammen med Nina kører  vi til et fabriksudsalg for Cashmere-uld. Vi  kommer hjem med tre trøjer, et halstørklæde og et par sokker strikket af  verdens blødeste Cashmere-uld. Om aftenen spiser Hjalte og jeg på restaurant sammen med Moto Mundos mongolske samarbejdspartnere Sukhee og Gantulga. De er Mongoliets bedste racerkørere, og rigtig fine fyre. "Det I gør er fremtiden, siger Gantulga, og med jeres erfaring skal i nok komme i mål!"

Søren Ekelunds elbil-konstruktion fungerer perfekt. Men delene som kommer fra forskellige andre fabrikanter skal være mere solide. Bilerne har været udsat for ekstreme temperaturer og forfærdelige veje, fulde af huller. De svage led i kæden er skånselsløst blevet afsløret. Men alt i selve elbil-konstruktionen er godt gennemtænkt, Derfor har Søren til enhver tid kunnet regne ud hvad der var i vejen, hvis vi havde et problem.  I går stod vi på et øde bjergstrøg, med 0 % strøm tilbage. Generatoren blev sat til at arbejde, men slukkede hele tiden fordi Grønne sugede for meget strøm. Og når Hjalte skruede ned for strømstyrken nægtede bilens ladere at  tage imod.  En telefonopringning til Søren løste problemet, og nu lader Grønne bedre end nogensinde.

Nina

Vi er kommet ud af Rusland og ind i Mongoliet med Grønne. Vi har kørt 8000 km fra Estland til Mongoliet gennem Rusland og været der 50 dage. Det tog fire timer at komme over grænsen for der var fem biler foran os. Inde i Mongoliet stod Claus og Karen Elise som lige var kommet med bussen. Lidt efter dukkede Moto Mundos  mongolske ven og samarbejdspartner Sukhee op i sin store Land Cruiser. Sukhee har lige vundet det hårde Rally Mongolia. I morgen vil han køre Claus og Karen Elise  til Ulan Batar hvor vi mødes igen. Vi fandt lejr ved en flod og slog teltene op til generatorens og græshoppernes sang imens dagen blev til en glødende stribe i horisonten. Vi er SÅ glade over at være kommet til Mongoliet.

Vi blev i det venlige gæstehus til efter frokost. Avisen og det lokale fjernsyn kom og filmede Grønne som fik en masse opmærksomhed - første elbil i Ulan Ude!

Vi kørte gennem det smukt bølgende landskab med skiftevis enge og skove, bjerge og dale. Om aftenen slog vi lejr i en fyrreskov. Pludselig så Hjalte et lys... var det er hus? Lyset blev kraftigere - lygterne fra en lastvogn? Der var pludselig flere lys - en hel militærkolonne? Det flimrende lys tog hurtigt til - en skovbrand! Vi var på vej til at flå teltet ned og komme hurtigt væk, da Hjalte opdagede at lyset var vokset til en stor rund skive - fuldmånen! Vi lo af os selv, faldt til ro og krøb ind i teltet. Natten var iskold, jeg frøs i mine to soveposer. Det er blevet efterår i Sibirien.

Grønne stod uden strømstik,  så vi  forlod  de elendige senge før solopgang.  Vi løb ud for strøm i en landsby, hvor den unge pige i butikken ikke turde give os adgang til en stikkontakt.  To gange mere blev vi afvist- og da vi endelig fik en fat i noget var det  meget svag strøm. Da vi ikke orkede at vente i 14 timer på at grønne skulle lade helt op, blev det til sjatladning dagen igennem. Sent på aftenen, nåede vi - guderne ved hvordan- ind  i Ulan Ude. Vi kom til Gæstehuset på grønnes sidste % strøm. Der var Klaus og Karen Elise også ankommet. Dagens lære er, at det ikke duer at begynde at køre elbil uden at  den er opladet, det er alt for opslidende.

Nina

Grønne stormede velopladet op og ned ad bakkerne. Ved frokosttid  købte vi brød og varme nyrøgede Omul fisk fra Baikalsøen. Ved frokosttid fik Grønne stærk strøm i Sludjanka, imens vi gik en lang tur langs Baikalsøen og jernbanen. Luften frisk og krystalklar, søen fortonede sig i dis i det fjerne, søbreden så fredfyldt.Vi endte dagen på en meget landlig cafe med værelser. Måske det samme sted vi var engang for 22 år siden. Nu er der bar med musikvideoer, og badstue med vodkadrikkende russere. El-ledningerne var så tynde at strømmen blev taget fra Grønne for ikke at brænde hele den vakkelvorne cafe ned til grunden.

 

Kom så blå bil, ind i kampen, du kan godt !!! Mange knus Bent

Svetlana kørte os til DHL, som skrev flere dokumenter til toldvæsenet. Imens de blev behandlet kørte vi til det højeste punkt i Irkutsk med udsigt ud over floden. Lige før kl.18 fik vi pakken. Det var næsten ikke til at tro på det før vi åbnede den ved siden af Grønne. Ved fælles anstrengelser fik vi skiftet inverteren. Mørket var ved at falde på inden vi var færdige. Glad og lykkelig kunne  Søren gennem satellitforbindelsen konstatere at ledningerne  var sat rigtigt på, da jeg startede bilen uden at den sprang i luften.  Hjemme i Ulitsa Lenina fik Hjalte skaffet strøm til Grønne gennem et kabel