Alternative content

Den pålidelige Grønne bil har trofast kørt os gennem storbyens  trafik hver dag i en uge. Ialt 700 kilometer i Moskva alene, og 3.800 kilometer siden vi forlod Danmark for en måned siden.  Uden den grønne bil ved jeg slet ikke hvad vi skulle have gjort, og der var altid strøm nok til at komme hjem igen.  Den blå bil bliver endnu nogle dage ved Moskvas kommunale elbilværksted indtil Søren kommer og reparerer den. Men vi må videre, og den kære Blå bil må så indhente os senere.

Efter et sidste festmåltid i deres knastørre have i 39 graders varme tog vi adsked med vores russiske venner. Smog og tæt trafik forfulgte os hele eftermiddagen, suppleret af røg fra store skovbrande.  I en gran-og birkeskov , som her stadig er nok af,  stillede vi vores camping- bord op og spiste aftensmad. Vi havde købt brød og pølse, havde også gulerødder og smøreost på tube. Nu står den grønne bil og synger uden for et lille hotel med el-ledning ud fra vores vindue i stueetagen. Lastbilerne drøner forbi udenfor, det vil de sikkert blive ved med hele natten. Nina og jeg sidder nøgne på sengene og skriver. Vi er 150 km fra Moskva.

Gennem et Helvede af  trafikkøer ind til byen, hvor vi skulle betale et rejsebyro som havde hjulpet os med at få russiske visa.  Vi har efterhånden fået hørt hele Johannes V Jensens "Kongens fald" på cd,  to gange imens vi har siddet  fast i trafikken.  Inden vi kom ud af bilen var det  langt over frokosttid, så vi fandt en italiensk restaurant. Pæn indretning og   amerikansk jazzmusik. Vi bestilte "bussineslunch"  som var en førsteklasses russisk menu. Det var aften inden vi nåede ud til den blå bil, som var fuldt opladet men stædigt nægtede at starte.

På udsigtspunktet foran universitetet mødtes vi med Oleg for at sige farvel. På denne overophedede fuldmåneaften kom folk for at vise sig selv og deres biler  eller motorcykler frem. Den grønne elbil, som kører perfekt har sjældent følt sig bedre tilpas. Nogle gadeartister lavede akrobatik og dansede. En ballonsælger solgte vidunderlige balloner, og Hjalte købte øl i en kiosk.  Først ved midnatstid var vi hjemme hos Mavrina og Dima til  en sen middag i haven. Naboen kom med en flaske vin fra Grusien. Det var  lykken at være i den tørkeramte oase efter de mange varme timer i moskvas trafik.  Hjalte

Dima og Marina kørte sammen med os 60 km ind til den skole i centrum som de har været med til at starte.  Det er en  skole a la Steiner som de har skabt i rummelige gamle bygninger. Trods børnenes sommerferie var hele skolen fuld af  kreativitet og god stemning, forældre og lærere  var i gang med at forberedte det nye skoleår.   Senere så vi deres lejlighed i byen: to små lejlighede slået sammen, syv værelser ialt, en uhyre luxus. Med  deres tre teenagebørn og en gammel mor  virkede den ikke stor, men   en smule klaustrofobisk på grund af de små rum med gardiner der lukkede af for udsynet.

Hvad gør man lørdag aften? Teenage døtrene stemte for shopping og Mac Donalds. De mente ikke at der i hele verden kunne være større shoppingcentre. Det blev nu til en italiuensk cafe med kaffe og kager. Imens vi sad der i 40 graders varme begyndte det at tordne,

Dagen gik med forgæves forsøg på at få den blå telefonerne til at virke. Vi vidste ikke at der skulle en særlig russisk tilmelding til telefonerne. Oleg, vores russiske redningsmand som havde skaffet værksted til os, gav os frokost sammen med  Moskvas elbillobby.

Nogle af Dima og Marinas venner havde inviteret os til middag om aftenen. De har  bygget et hus på 700 kvadratmeter, hvor de bor 3 generationer sammen.

Støvede og svedige efter en hel dag i solen udenfor Moskva kommunes bilværksted satte vi GPSen til og trillede ud ad motorvejen. Efter mange kilometer begyndte GPSen at køre rundt og rundt med os. Efter et par mindre skænderier måtte vi til sidst ringe efter hjælp hos den familie vi skulle besøge. Sasja  blev sendt ud efter os og fandt os ved hjælp af mobiltelefonerne et halvt hundrede kilometer fra målet. Det var over midnat før vi nåede frem til den sultne familie, der havde ventet med maden siden kl 8. De sidste kilometer var ret nervepirrende for os da den grønne bil var ved at købe ud for strøm.

Denne smeltende varme  dag tilbragte  vi i haven omkring Dimas og Marinas eventyrlige hus. Vi fik besøg af adskillige folk som vi demonstrerede den grønne elbil for. Hjalte var også på besøg hos en nabo som havde en stor samling af gamle biler, motorcykler.

Moskva er blevet til en anden by end den vi besøgte for 20 år siden. Den er vokset, og alt det der var mangel på dengang er der nu overflod af - Millioner af mennesker har fået en bil, der er rekl kirker med gyldne kupler, og hotellerne fra stalintiden. Men nu virker alt det småt, fordi det drukner i alt det nye som er større, flottere, mere påtrængende. Det tog et par timer at komme fra den kommunale elbil-garage til Dima og marinas sommerhus i udkanten af byen. Uden vores GPS og satellitantennen  på taget  af den grønne bil, var det aldrig gået. Efter nogle timer i Moskvas trafik var det vidunderligt at komme ud i en have i byens yderste udkant. Marinaog Dima  serverede en dejlig middag under æbletræet, aftenen var lun og lys, vi var i Paradis

 

Jeg, den blå bil vågnede efter en nat med god strøm fra en brandstation, og opdagede at jeg næsten ingenting havde fået indenbords. Hjalte og Nina blev lidt trætte da de så det, men besluttede dog at køre så langt som det var muligt. Resultatet var at jeg løb ud for strøm på motorvejen 80 kilometer fra moskva, Da der lå en tankstation for enden af en lang bakke trillede jeg derned. Hjalte ringede til Oleg, som arrangerede et fejeblad til at bringe mig til Moskvas kommunale el-bil værksted. Men sikke en trafik der var i Moskva, aldrig har jeg oplevet noget så skrækkeligt, Ja jeg var ligefrem glad for ikke at køre på egne hjul - og luften var tyk som ærtesuppe af bare udstødningsgasser. Nina og hjalte fulgte efter i den Grønne bil, og da jeg var sat af kørte de videre til deres venner Marina og Dima.

Rusland har kolosale områder med uberørt natur. Selvsåede skove, enge, sumpe, floder, bække og åer- selv hvor der engang var marker er jorden blevet til blomstereng med spredte buske og træer. Langs vejene vokser skove af bjørneklo, og man kan kke se skoven for bar træer. Naturen breder sig helt ind i byerne og ind i haverne, ingen gør noget, det er vel også godt med så meget grønt. Samtidig er der kommet varer i  butikkerne og folk har fået pænt moderne tøj.

Seliger sommerlejren for unge opfindere og videnskabsfolk ligger uendelig smukt ved en sø. Vores opdukken igår der var en stor succes, selv om det endte med at vi blev smidt ud. Alle var meget interesserede i bilerne som blev stærkt  beundrede, og hundredevis af unge fotograferede hinanden foran bilerne eller inde i dem, det var alle tiders. For de unge russere var det en drøm engang at eje sådan en bil. Det var meget opmuntrende at se hvordan russerne har forstået at de har brug for de unges kreativitet, og derfor giver de dygtigste fra universiteterne muligheden for at udfolde sig og møde hinanden. Vi blev opfordret til at blive en halv dag mere for at bilerne kunne stå foran “Den ny by” en  teltlejr med fantastiske byudviklingsplaner. Vi kørte bilerne ned til søen for at vaske dem, så de kunne tage sig godt ud. Men da kom fire “Security” i camouflagetøj og sagde at det var forbudt at køre bilerne ned til søen. Så kørte vi dem op igen, men de lod os forstå at vi havde forbrudt os mod en regel, og straks skulle forlade lejren. Det gjorde vi så. Sidder nu i godt humør og lader op bag ved et bilværksted  med cafeteria. Stadig hedebølge og bragende solskin, kan man forlange mere?